Kig indenfor
En dejlig afslappet dag
Vi sætter pris på vores fælles hjem og passer på det
hverdagen er i en god ramme
husorden
når du flytter ind får du vores ordensregler udleveret
PRAKTISKE OPLYSNINGER
Huslejebetaling
Huslejen skal indbetales på den anviste betalingsmåde senest den 4. hverdag i måneden.
Husk at anføre værelsesnummer og navn.
Homebanking kan benyttes.
Ved huslejerestance, som ikke er aftalt, opkræves der gebyr efter gældende regler (p.t. kr. 100,-).
Depositum
Senest 14 dage inden indflytningen skal depositum (3 mdrs. leje) samt første måneds husleje være betalt.
Kvittering for indbetalingen skal forevises ved udlevering af nøglen til værelset.
Indflytning
Når du har fået et værelse tildelt, bedes du snarest og senest en uge før indflytningen kontakte vagtmesteren for at aftale indflytningstidspunktet.
Selve indflytningen er kollegiet uvedkommende, men er der problemer i forbindelse hermed, kan du naturligvis henvende dig til vagtmesteren, som hjælper dig til rette.
Under opholdet
På et kollegium, hvor så mange bor under samme tag, kan der naturligvis opstå næsten alle former for problemer.
Du bedes derfor, i tilfælde heraf, henvende dig til din gangformand, som vil søge at løse problemet, – eller du kan henvende dig til vagtmesteren.
Nøgler
Ved indflytning udleveres nøgle til værelset (og kollegiet). Mister du nøglen, må du betale for en omkodning af låsecylinder samt for en ny nøgle.
Husdyr
Der må ikke holdes husdyr.
Fraflytning
Værelset kan opsiges med 6 ugers varsel til fraflytning den 1. i en måned. Opsigelsesblanket kan afhentes på kontoret i vagtmesterens kontortid eller på hjemmesiden.
Bemærk: du skal være ude indtil 14 dage før.
Værelset skal rengøres ved fraflytning og afleveres i samme stand som ved indflytningen.
Kollegiet sørger for istandsættelsen.
Tilbagebetaling af depositum
Dit depositum vil blive returneret snarest og senest 1 måned efter fraflytningen til det kontonummer og den adresse, du har opgivet på opsigelsesblanketten.
Huslejerestance, manglende rengøring ved fraflytning, istandsættelse af værelset og evt. andre mellemværender vil blive reguleret i depositum.
Fremleje
Kollegiet ønsker til enhver tid at vide, hvem der bor på de enkelte værelser. Der er derfor åbnet mulighed for at indgå en fremlejekontrakt på betingelse af , at
- beboeren kan dokumentere, at der er tale om studierelevant midlertidig fraflytning.
- beboeren er ansvarlig for huslejens betaling samt for værelsets stand ved aflevering.
- fremlejetager accepterer at flytte, når beboeren ønsker at vende tilbage, uden at have garanti for at få et andet værelse.
- begge parter underskriver en fremlejeaftale
Det er såvel bestyrelsens, administrators som vagtmesterens ønske, at opholdet på
OTTO MØNSTEDS KOLLEGIUM I ÅRHUS skal være en positiv oplevelse.
SELVSTYRELSESREGLER FOR KOLLEGIETS BEBOERE
- Al adfærd af støjende karakter, herunder festivitas af enhver art, henvises til kollegiets opholdsstue, der er frit tilgængelig alle døgnets 24 timer. Støjende adfærd til/fra opholdsstuen begrænses til et absolut minimum.
- Gangfester er ikke tilladt når bortses fra fester, der afholdes i forbindelse med den årlige indflytter-/OMAfest.
- Er en gangbeboer utilfreds med en eller flere af gangens øvrige beboeres adfærd, kan han/hun med gangformandens mellemkomst sammenkalde til et køkkenmøde med tre dages varsel. Det anbefales, at kollegierådsformanden i sådanne tilfælde deltager som bisidder. Der laves skriftligt referat af disse køkkenmøder og kopi af referatet skal tilgå kollegierådsformanden.
Hvis der på sådanne køkkenmøder ikke kan opnås enighed om foranstaltninger til fjernelse af problemerne, skal sagen tages op på et kollegierådsmøde, hvor vagtmesteren deltager med stemmeret, og hvor kollegierådsformanden ved stemmelighed har den endelige afgørelse i sagen.
Afstemningen på kollegierådsmøderne er skriftlig og hemmelig.
Konklusionen på kollegierådsmøderne kan blive, at man ønsker at give en advarsel til den eller de personer, hvorover der er indgivet klage. Advarslen vil være udtrykt på en sådan måde, at der ved gentagelsestilfælde vil finde bortvisning sted ved Bestyrelsen.
- Er en eller flere gangbeboere utilfreds med en anden gangs beboeres adfærd, kan der indkaldes til køkkenmøde gangene imellem, og det anbefales også her, at kollegierådsformanden deltager som bisidder. For proceduren gælder i øvrigt de samme regler som de under punkt 3 nævnte.
- Vagtmester og kollegierådsmedlemmer har påtalepligt, når de observerer adfærd, der ikke er i overensstemmelse med god kollegianerånd (adfærd, der er til ulempe for andre beboere herunder også vagtmesteren).
- Enhver beboer, også vagtmesteren, har påtalepligt, når de observerer adfærd, der kan karakteriseres som vandalisme, hærværk, vold eller tyveri. Adfærd af en sådan art vil efter endt bevisførelse overfor Bestyrelsen medføre øjeblikkelig bortvisning samt evt. rejsning af erstatningskrav.
- Ovennævnte regelsæt har til hensigt at beskytte kollegiets beboere og give dem ret til selv at ordne opståede uoverensstemmelser mellem sig.
- Advarsler givet under punkt 3 og 4 har en generel forældelsesfrist på seks måneder.
Vi har også regler for netværket:
netværk
Tilslutningen giver generel adgang til datakommunikation over Forskningsnettet
Forskningsnettet er primært forbeholdt forskningsmæssig anvendelse. Hermed forstås anvendelse af nettet i forbindelse med:
1) forskningsaktiviteter som led i ansættelse ved en forskningsinstitution tilsluttet nettet
2) forsknings- og udviklingsaktiviteter som led i ansættelse ved en virksomhed tilsluttet nettet og dennes forskningsmæssige samarbejde med en forskningsinstitution tilsluttet nettet
3) uddannelsesmæssige aktiviteter som led i forskningsbaseret uddannelse på en forskningsinstitution tilsluttet nettet
Kommerciel brug er ikke tilladt. Anvendelsen af Forskningsnettet skal ske inden for de rammer, som sættes af almindelige love og regler og på en måde, der er i overensstemmelse med takt og tone på åbne net.
Følgende opfattes som misbrug:
1) at forsøge uautoriseret adgang til ressourcer (fx edb-anlæg) på netværket i ind- og udland
2) at forsøge at bryde igennem Forskningsnettets sikkerhedssystemer
3) at skjule sin identitet, bortset fra de tilfælde, hvor det eksplicit er tilladt
4) at bruge nettet til formidling/publicering af informationer/data/billeder mv, som det ifølge dansk lov er forbudt at distribuere eller formidle
5) at forstyrre netværkets normale funktioner
6) bevidst at spilde ressourcer (personer, edb-anlæg, transmissionskapacitet)
7) at ødelægge/forvanske indhold af edb-baseret information/databaser, herunder bevidst spredning af virus
8) at undersøge eller afsløre andre brugeres private forhold (fx indhold af elektronisk post)
9) at genere andre netværksbrugere med upassende meddelelser (fx fremsendt som e-mail, junkmail, hatemail mv.)
10) videresalg og videredistribution af netforbindelsen eller netydelser uden særlig aftale med Forskningsnettet
11) distribution af piratkopier af musik, film m.v.
Ovenstående liste indeholder eksempler på misbrug og er således ikke komplet
Uautoriseret tilslutning af routere/accesspoints må ikke finde sted.
Det er Kollegiets ansvar at sikre, at brugerne er bekendt med reglerne for anvendelse af Forskningsnettet, og at disse overholdes. Overtrædelse af reglerne for anvendelse kan medføre, at brugernes eller Kollegiets adgang til Forskningsnettet bringes til ophør. Afgørelser i konkrete sager vedrørende anvendelsen af Forskningsnettet foretages af Videnskabsministeriet efter indstilling fra styregruppen for Forskningsnettet. Vilkår for tilslutning til Forskningsnettet vil løbende blive justeret og kan findes på forskningsnettets hjemmeside: www.forskningsnettet.dk.
Historier og sjæl siden 1961
Kollegieværelse i Aarhus
Bo på kollegie
Hygge og fællesskab
Hygge og fællesskab
Find os
Dalgas Avenue 10
8000 Aarhus C
Ring til os
86 13 17 33
Kontortid mandag og torsdag
fra 14:00 til 15:00.
Følg os på Instagram